Tid og kreativitet: langsomhedens muligheder

Inspirationsevent om tidens kulturhistorie og langsomhedens mystiske effektivitet

Gertrudes viden er dybt forankret og vidt forgrenet - og hun er god til at koble det hele på nye måder og skabe overraskende sammenhænge - alt sammen formidlet på en sanselig og nærværende måde.
— Nadja Pass, rektor for Samtidens akademi

Hvad er tid? Hvordan har vores tidsopfattelse ændret sig gennem historien? Og hvad betyder det for vores samfund i dag? Hvordan er langsomhed blevet et tabu? Og hvorfor er det et problem?

Det får I:

Tid til eftertanke. Et friskt blik på proces og inspiration til et regenerativt arbejdsliv. Øget kreativitet. Og måske endda en roligere puls. Via indblik i tidens kulturhistorie, personlig beretning samt guidede samtaler mellem deltagerne.

Det handler om proces og kreativitet. Og om hvad det har med tid og langsomhed at gøre. Om cykliske tidsopfattelser. Om tidens konstruktioner og hvordan vores tidsopfattelse har ændret sig gennem de sidste 200 år, hvordan det påvirker os - og hvorfor det er vigtigt. Og om min egen forfærdelige langsomhed, og hvordan den på mystisk vis har været en smutvej til større effektivitet (og hvorfor det måske faktisk ikke er paradoksalt).

I mit virke har jeg arbejdet indgående - både teoretisk og praktisk - med kreative processer, tid og langsomhed. Tid, kreativitet og langsomhed kan bruges som inspiration til udvikling af nye arbejdsmetoder og opstart af kreative processer, en undersøgelse af arbejdskultur samt input til teambuilding-dage. Eller bare stof til eftertanke. Afhængig af målgruppen tilpasses oplægget som en blanding af foredrag, workshop og samtaler mellem deltagerne.

Tid: 1-2 timer (aftales med arrangør)

Målgruppe: Virksomheder, biblioteker o.lign. 

Pris: 15.000 (momsfritaget) + transport og evt. logi ved optrædender udenfor Sydfyn

Foredraget kan med fordel kombineres med mønsterworkshop for en praktisk forankring:


Naturfordybelse og mønstermagi: Find en plante, tegn den, og lær hvordan du omdanner tegningen til et mønster, der griber uendeligt ind i sig selv.


Om mig

Jeg er født i 1983 og er forfatter til en række anmelderroste børnebøger, herunder Tidsjagten, et filosofisk eventyr om tid, og Hvad himlen kan fortælle os om videnskabshistorie og astronomi. Jeg er Cand.mag. med BA i litteraturvidenskab og en MA i moderne kultur og kulturformidling med speciale i tidens udviklingshistorie. Jeg har mange års erfaring med formidling, bl.a. som museumsformidler, og mit virke bevæger sig ofte imellem det kunstneriske, filosofiske og (natur)videnskabelige. Desuden arbejder jeg med håndtrykte kunsttapeter og faciliterer kurser og workshops i både tapetmageri og kreativ skrivning samt holder foredrag for både børn og voksne. Mine bøger er oversat til 12 sprog og jeg er 5 gange modtager af Statens Kunstfonds arbejdslegat.


“Gertrude Kiel formår at formidle abstrakte begreber som tid og rum med både mental visdom og fornemmelse for rum og krop. Tiden ‘gik i stå’ under hendes workshop om Langsomhed, men der var ikke et kedeligt øjeblik.”

— Sascha Amarasinha, Direktør for Respond - Center for Communication and Evocative Leadership

“Med sit rolige og rare væsen, belyste Gertrude det som jeg så jeg længe havde fornægtet som en egenskab – og altid italesat som en fejl; noget der skulle fikses én dag ved lejlighed. Og sådan gik det til, at jeg en vinterformiddag for første gang kiggede på min langsomhed med kærlige øjne, og begyndte at dyrke den, give den plads og værdsætte den. Tak!”

— Mette Juul Clausen, deltager i Søndagsskole om Langsomhed

“Virkelig inspirerende aften ... Jeg har siden gjort mig mange tanker om, hvordan jeg bruger og forstår min tid og tiden i det hele taget.”

— Anne Sofie Thybo, Thybo hand dyed

Hvorfor tid?

En forståelse af tid er en af de vigtigste kompetencer, man skal besidde for at kunne indgå i et samfund, og historiefortælling er en af de mest basale måde at tilegne sig denne komptence. Men selvom jeg som forfatter på den måde arbejder indgående med tid hver dag, har mit forhold til tiden aldrig være ukompliceret, og tid er et element, som har præget alt, hvad jeg har lavet. På godt og ondt. 

Det er et tema, der til stadighed udfordrer og pirrer mig, fordi det gennemsyrer så meget af vores verden, både meget konkret i form af fx ure, men også mere subtilt i form af underliggende strukturer. Det dukker op i alle mine bøger, både fra Tidsjagten til Hvad himlen kan fortælle os. Videnskabshistorier for børn til den ungdomstrilogi, Opfindelsernes Bog, jeg arbejder på nu. 

Tid er også en vigtig del af min personlige rejse ud i at blive forfatter, det har fulgt mig igennem mine kulturhistoriske studier på universitetet, hvor jeg bl.a. skrev speciale om urenes histore, men tid er også et tilbagevendende tema i min kreative proces: Det er kun når jeg tillader mig selv at være gennemført langsom, jeg kan nå de dybere lag i mine bøger, både ift sprog og sanselighed men også ift temaer og sammenhænge. En ofte vanskelig omstændighed i en hurtig verden.

Læs mere om langsomhed her.