Tapetkursus i kostalden

Skab dit eget håndlavede tapet: fra design af mønster til snitning af blok og tryk på papir.

En væg er ikke bare en væg, men et kolossalt mulighedsrum for stemning og dybde. Ved hjælp af enkle (men lidt magiske) principper, lærer du at skabe dit eget gentagne mønster og trykke dit eget, håndlavede tapet.

OBS! Hvis I er en gruppe på min. 5 personer, kan særkurser arrangeres.

Hold 1 - UDSOLGT

2 x 7 timer
lørdag d. 29/6 2024 - søndag d. 30/6 2024
kl. 10.00-17.00 begge dage

Pris: 2.900 kr. (inkl. materialer)

Hold 2 - I samarbejde med Ø-festival

2 x 7 timer
tirsdag d. 23/7 2024 - onsdag d. 24/6 2024
kl. 10.00-17.00 begge dage

Pris: 2.900 kr. OBS! Billetter til dette hold købes via eventbilletten.dk

Sted: Kostalden, Ristingevej 41A, 5932 Humble, Langeland
Max antal deltagere på et hold: 6
Alder: min. 15 år.
Tilmelding: skriv til
hejhej@gertrudekiel.dk

Jeg er flyttet fra København til det frygteligt idylliske Langeland, så vi trykker i den gamle kostald på vores nedlagte landbrug, omgivet af bølgende hatbakker og i cykelafstand til Sydfyns bedste badestrand. Bor du ikke i nærheden, er der mange gode Bed&Breakfasts, og Ristinge Camping, der ligger 4 km fra os (og lige ved den gode strand), har hyggelige campinghytter. For 200 kr. er kursister er også velkomne til at slå eget telt op i haven med adgang til at bruge vores køkken og bad.

Grundkursus i håndtrykte tapeter med bloktryk

  • Vi fordyber os i forskellige typer af mønstre (rapport) og leger os ind tapeternes verden.

  • Vi tegner skitser inspireret af andre tapetkunstnere og af naturen. Du lærer, hvordan man tilvirker et gentagende mønster (mønsterrapport), der forskydes vertikalt.

  • Når skitsen til din mønsterrapport er færdig, snitter du det i linoleum (str. max. A4).

  • Til sidst lærer du en simpel trykketeknik, du også vil kunne bruge derhjemme (hvis du har lidt gulvplads), og vi tilstræber at du får din første, selvtrykte bane tapet med hjem.

  • Når kurset er færdigt, vil du have de grundlæggende færdigheder til at trykke videre på dit tapet derhjemme, hvis du vil tapetsere en større flade - og til at lave mange flere mønstre og tapeter.

Materialer:

Alle materialer til selve kurset er inkluderet. Du får desuden dit eget linoleumssnit, dit første stykke påbegyndte tapet, samt resten af papirrullen (10 m) til at trykke videre på, med hjem. Hvis du vil gå videre med tapettryk derhjemme hjælper jeg naturligvis med anvisninger på, hvor du kan købe farve, såvel som papir, knive og linoleum. Værktøj vil blive stillet til rådighed under kurset, men hvis du har dine egne linoleumsknive eller andet, du foretrækker at bruge, er du velkommen til at tage det med.

Forudsætninger:

Ingen. Du behøver heller ikke at være god til at tegne - et mønster kan være mange ting og udfaldet er ikke nødvendigvis afhængig af dine tegnefærdigheder. OBS! Du bør dog være opmærksom på, at det kan være et anstrengende arbejde både at snitte linoleum og at trykke.

Forplejning:

Der vil være kaffe og te og lidt snacks, men husk at medbringe en madpakke alle dage. Bor du i telt ligger Daglig Brugsen 350 m fra ejendommen, og her kan der købes ind til morgenmad, frokost og aftensmad.

Transport:

I bil tager det ca. 35 minutter fra Svendborg ad landevejen. Der går både FlixBus og offentlig transport til Rudkøbing (fx 930 fra Nyborg St over Svendborg), hvorfra Fynbys kører til Humble. Herfra er der ca 750 meters gang til ejendommen.

Betaling:

Du sikrer din plads ved at skrive til mig på hejhej@gertrudekiel.dk og overføre depositum på 900 kr. (eller det fulde beløb) til:
Reg.nr.: 8401 (Merkur)
Kontonr.: 0001070210

De resterende 2.000 kr skal betales senest en måned inden kurset begynder.

Rose&Clematis, Gertrude Kiel, 2020

Når jeg laver håndtrykte tapeter tilfredsstiller det noget meget essentielt i mig. Jeg er ikke altid helt klar over, hvad det er - og somme tider bliver jeg forvirret, fordi jeg tænker, at intet kunne være mindre vigtigt end et tapet. Men i glimt rammer forståelse mig. Det er selvfølgelig noget med udtryk. Det er vist nok Suzanne Brøgger, der har sagt, at udtrykket er udåndingen, der kommer efter indtrykket - indåndingen, og jeg synes billedet er rammende. For det føles som at holde vejret og så endelig puste ud, når jeg giver mig selv lov til at have et udtryk. Og det er også - har jeg indset - vigtigt for mig at have et udtryk, der er andet end ord. Det visuelle og stoflige i trykkene, det musiske i de gentagne mønstres rytme.

Men det er også helt essentielt noget med rum. At rum er vigtige. At de rammer, vi bevæger os i, har enormt stor betydning for hvem vi er, hvordan vi opfatter verden og hvordan vi får lov til at sprede det lys, der er i os. Jeg vender ofte tilbage til Viginia Woolfs essay “A room of one’s own”, om, at det især er vigtigt at have sit EGET værelse for at finde ens eget udtryk. Jeg har ikke mit eget værelse. Det har mine børn og min mand heller ikke. Så vi forsøger at skaber lommer, der mimer det.

Men i sommerferien læste jeg en bog, der handler om noget helt andet (tror jeg), men hvis titel har et sammenfald med Woolfs der gør, at jeg ikke helt kan lade være med at tænke, at det er to sider af samme sag: “A room with a view” af E.M. Forster.

For det gjorde mig så usigelig godt at læse den bog med den udsigt, som sommerferien tilbød mig, og min hjerne bliver ved med at lave en sammenkobling mellem “eget værelse” og “udsigt”. At det hænger sammen. Og det slog mig, at det til dels måske også er det, tapeter kan: At lave dem selv er en tilegnelse af det rum, de skaber. Og mønstrene gør væggene levende med deres rytmiske gentagelser, som skaber en uendelighed - en udsigt - dér, hvor der ellers bare ville være en væg til at bremse udsynet.

På dette kursus, i dette rum, vil jeg gerne invitere dig til at eksperimentere med den form for rumskabelse, som det at skabe et mønster er. Velkommen til!


Returret:

Op til en måned inden første kursusgang tilbagebetales kursusgebyret fratrukket de 900 kr. i depositum. Herefter kan kurset desværre ikke refunderes - men jeg vil gerne hjælpe med at finde interesserede, du kan sælge din billet til, såfremt der er venteliste til kurset.

Aflysning:

Bliver jeg syg, eller er der færre end to tilmeldte, bliver kurset aflyst og det fulde beløb tilbagebetalt.