Intet nyt er ...

… ikke altid godt nyt. Og når jeg lige tager et hurtigt kig på min hjemmeside, kunne det godt se ud som om, der slet ikke sker noget. Det er næsten et år siden, jeg sidst har skrevet et indlæg. MEN det er faktisk, fordi der sker så meget lige nu, at jeg slet ikke har fået skrevet om det. Altså, fx har jeg lige læst korrektur på Lagkageulykken. En billedbog, der som det første fra min hånd i FEM år(!) udkommer her til efteråret på det vidunderligt dedikerede forlag Jensen&Dalgaard. Og den er blevet så fin og vild og farverig i hænderne på illustrator Katrine Marie Nielsen, at jeg næsten ikke kan vente med at få den færdige bog i hænderne. Men jeg må vente lidt endnu, så her først et lille begejstret pip om, at NOGET sker. Hurra!
Men der sker endnu mere (Altså, udover at jeg er ved at bygge et kolonihavehus med min søde mand): Jeg skal nemlig i gang med at redigere en anden bog, som er den, der er den primære årsag til, at jeg har været gået under jorden siden januar. Det er en bog med naturvidenskabelige godnathistorier for børn, som jeg har skrevet i samarbjede med det (mindst ligeså dedikerede) forlag Character Localization&Publishing.
Det har været en kraftanstrengelse uden lige at dykke ned i naturvidenskabens historie og få astrofysik og fiktion til at gå op i en højere enhed. Og vanvittigt spændende. Og jeg er stadig spændt på at se, hvor det lander. Men der kommer til at gå lidt længere tid, før den kommer på tryk, det bliver nok omkring vinterferien i 2018. Så mere om det senere ...