Egentlig vil jeg gerne starte en revolution. Uha. Det var lidt af en bekendelse. I det samme jeg har skrevet ordene, får jeg lyst til at slette dem igen. Det lyder forfærdelig pompøst, voldsomt. Og desuden skal jeg huske vasketøjet. Og jeg er ikke rigtig sikker på, jeg har energien til det.
Dilemma. Jeg ved, at det er sandt, at jeg helst vil ligge under min dyne i en tryg boble. Men det er også sandt - hvor ugerne jeg end vil indrømme det - at jeg gerne så, at revolutionen snart kom.
Den langsomme revolution
Egentlig tror jeg ikke på revolutioner. Det hele bliver bare frygteligt rodet, og det tager en farlig masse tid at finde et nyt grundlag, når alt er blevet omvæltet. Men for nogle år siden skrev jeg en novelle til Information, hvor “den langsomme revolution” pludselig dukkede op. Siden har det hængt ved - hvilket lykkeligt fænomen måtte det ikke være! (og hvor lykkeligt på den måde at blive overrasket over noget, man selv har skrevet ;-) )
I ordenes betydning ligger imidlertid også, at det er en revolution, der må gå langsomt. Men har vi tid til det, spørger jeg mig selv? Verden brænder jo! Så kommer jeg til at tænke på noget, jeg lærte på et stress-meditationskursus sammen med en masse andre stressede københavnere: brandmænd bliver netop skolet i at gå langsomt hen til branden. Aldrig løbe. For at bevare roen og overblikket. Fordi det åbenbart i spidsbelastningssituationer altid er ekstra vigtigt at bevare roen.
Jeg kan jo godt selv se mønstret. Hvis jeg først begynder at stresse over et eller andet, kan jeg være helt sikker på, at det går i kludder.
Men hvordan laver man en langsom revolution?
Jeg fryder mig, hver gang jeg hører om nogen, der hopper ud af hamsterhjulet og begynder at gøre tingene på en anden måde. Uanset hvor fjern deres måde måtte være fra min - når man skal finde nye veje, kræver det en masse frivillige, der er villige til at gå i forvejen og se om broen kan bære (får lige lyst til at citere “Herfra hvor vi står”, men prøver at modstå fristelsen).
Selv prøver jeg at skrive en bog. Om tiden. Om alle de strukturer, der gør, at vi er i konflikt med tiden. Om hvad det er i vores tidsopfattelse, der er medvirkende til, at stress er blevet en folkesygdom. Om hvordan vi er nødt til at revidere vores ensidige forherligelse af fremdrift, hastighed og effektivitet. Med mere. Men det går så frustrerende langsomt, og der skal jo også tjenes penge til at betale regningerne med, og jeg er i forvejen sandsynligvis nok det langsommeste dyr i skoven, så jeg prøver virkelig at berolige mig selv med, at det ikke bliver for sent. At alting har sin tid, og at det er vigtigere at få bogen til at blive rigtig, end at få den hurtigt ud.
Kan man tage tiden tilbage?
Nogle af tankerne deler jeg løbende her. Og jeg har i efteråret forsøgt mig med nogle workshops under titlen “Tag tiden tilbage”.
For det mener jeg, vi skal. Tage tiden tilbage. Og jeg kan godt lide den empowerment, der ligger i sætningen. Men så opstår et andet dilemma - hvordan kan jeg overhovedet få mig selv til at holde workshops for folk under den titel og derved love dem, at de selv kan tage deres egen tid tilbage - hvis jeg dybest set mener, at problemet med tiden er strukturelt? For det mener jeg jo. Og at give individet ansvar for at løse et strukturelt problem er i bedste fald bare tarveligt.
Jeg er ikke helt sikker på, hvad svaret til det spørgsmål er.
Men der er også en del af mig, der virkelig tror på, at hvis vi mødes under de rette rammer og deler vores erfaringer med tiden, så vil vi blive styrket. Styrket af hinanden og styrket i troen på, at det, vi oplever, ikke er forkert. At det ikke er fordi der er noget galt med os. Og med den styrke, håber jeg, er det nemmere at gå de strukturelle problemer i møde.
Jeg har selv fundet en enorm styrke i at opdage, at min langsomhed ikke behøver at være en hæmsko. At den nogen gange viser sig at være en smutvej til det, der virkelig gælder.
Tempo
Og det er ikke fordi langsomhed altid er det rigtige. For mig handler det om at få genetableret langsomhedens gyldighed i en verden, der entydigt forfordeler hurtighed. At genetablere en fælles erfaring af, at forskellige processer har (og kræver) forskellige tempi. At vi som mennesker har mange forskellige gear, og at det er vigtigt at benytte dem alle sammen (for nu at bruge en bil-metafor om en naturlig proces …?). Mens jeg skriver det her, tænker jeg, at det godt nok ikke er raketvidenskab. Men samtidig - så snart jeg har bare en anelse berøring med det arbejdsmarked eller kommer til at høre radioavis eller på anden måde interagerer med verden uden for boblen, bliver jeg mindet om, at det er et syn på verden, der ligger meget langt fra de flestes virkelighed.
Og netop i forhold til kreativitet er langsomhed ekstremt befordrende. Særligt i visse dele af den kreative proces, men i alle led i forhold til at tjekke ind, til eftertænksomheden, til at mærke, hvad, der fungerer, at turde tage tid til det uforløste, at blive i det der ubekvemme rum, hvor løsningen endnu ikke er indtruffet (jf. fx John Cleese om kreativitet), indtil de rigtige løsninger bobler op til overfladen.
“Men jeg er da ikke kreativ”
Jeg tænker ikke på kreativitet som noget udelukkende kunstnerisk, eller noget, der har med DIY-projekter at gøre. Med kreativitet tænker jeg på vores evne til at løse mere eller mindre komplekse udfordringer i vores liv, arbejde og hverdag.
Og jeg er pinligt klar over, at sidder man i en lærerstilling, i en produktionsenhed, i en børnehave el.lign. har man meget lidt indflydelse på sin egen tid endsige mulighed for at tage den bare i minimal grad tilbage.
Men så meget desto vigtigere er det, at vi i fællesskab får øjnene op for, hvordan vores tidsopfattelse tillader disse nedbrydende strukturer. Hvordan de internaliserede logikker om hastighed, effektivitet og konkurrencedygtighed etc. er med til (i bedste fald) at lamme den ressource, vi måske har allermest brug for i en tid med store, globale kriser: vores kreativitet.
Shit. Der blev jeg pompøs igen. Nårmen, mens jeg venter på revolutionen … tænker jeg, at vi må tage det et lille skridt af gangen. Og vi kan jo begynde med at tale om, at der er et problem.
Langsom fredag
På fredag åbner jeg mit hjem for en sidste workshop inden jeg går i vinterhi. For en oplyst samtale om tid, og hvordan tidens strukturer påvirker vores liv, arbejdsliv og kreativitet. Fordi vi er nødt til at tale om tiden.
Hvis du trænger til en flugt fra julefrokost, Disneysjov eller black friday, er der også plads til dig :-)
Skriv til mig på hejhej@gertrudekiel.dk for at melde dig til. Eller læs mere her.
Jeg håber vi ses!